Start i vuggestuen

Start i vuggestuen

Den første tid i vuggestuen:

Lynghøjens vuggestue deltager i et forskningsprojekt der hedder ”Barnet i centrum”. Projektet undersøger det pædagogiske liv for det nul til tre årige barn i vuggestue og dagpleje. I projektet deltager forskere fra Institut for uddannelse og pædagogik, Århus universitet samt andre vuggestuer og dagplejere i 18 kommuner.

Her undersøger vi bl.a. betydningen af at kunne tilgodese barnets individuelle behov for nærhed og stimulering. Vi udforsker barnets tilknytning til vuggestuen og finder nye måder at modtage det nye vuggestuebarn på. Her i Lynghøjen betyder det at de børn, der bliver tilbudt plads i vores vuggestue også bliver tilbudt at komme på besøg, længe inden de skal starte første gang.

Erfaringsmæssigt ved vi, at det kan være en svær overgang fra hjem til vuggestue – og det forsøger vi at gøre noget ved.

Derfor holder vi vores vuggestue åben for besøg - lidt om formiddagen og igen over middag. Her må det kommende vuggestuebarn og mor eller far komme og lege, sidde med ved bordet, låne puslebordet og ikke mindst lære os at kende. Vi antager, at mange små besøg vil gøre barnet mere trygt og dermed opstarten i vuggestuen mindre stressfyldt. Ved at komme ofte på besøg vænner barnet sig til lyde, dufte, legetøj, omgivelserne, personalet osv. og på den måde håber vi at lette overgangen fra hjem til vuggestue.
Det fungerer på den måde, at forældre og barn kommer ind til os – sætter sig på gulvet og lader det lille barn se sig omkring, lege med vores legetøj, kigge lidt på de andre børn og os – og efter en halv time går de hjem igen. Indtil videre har det været en rigtig god oplevelse. Vi synes, vi kender børnene og deres forældre rigtig godt inden de for alvor skal starte hos os. Forældrene kender vores vuggestue, de kender os og får også set nogle af de andre børn i deres vuggestueliv.

Vi er opmærksomme på, at det selvfølgelig ikke må være forstyrrende for de børn, der allerede går i vuggestuen. Derfor er der nogle faste besøgstider – og besøgene begrænser sig til en halv time. Til gengæld må man komme ligeså ofte man har lyst.

Disse forbesøg er ment som et tilbud – og det er dermed frivilligt, om man som familie ønsker at benytte sig af det.

Når det bliver tid til at starte i vuggestue, bliver familien tilbudt en opstartssamtale, hvor der aftales hvordan opstarten i vuggestuen passer bedst til det enkelte barn og familiens behov. Familien/barnet vil få en fast kontaktpædagog på stuen.

Se vores folder omkring start i vuggestuen